Tekst og fotos af Merete Nørgaard, villakom@gmail.com

Det er 11. gang, Sahva har inviteret landets benamputerede til “Løbeskole”. Denne gang er det Farum Park i Nordsjælland, der lægger faciliteter til, og hele 43 protesebrugere har valgt at bruge august måneds sidste weekend i selskab med Sahvas bandagister og instruktører, et team af fysioterapeuter, hinanden og et rigt hav af udfordringer lige fra trappeøvelser til klatrevæggen.

Svedig debut

Carsten Voss er med for første gang. Små svedperler sidder på hans pande, mens han tager et velfortjent hvil efter en tur til klatrevæggens top. Han er 20 år, fra Skanderborg, og blev amputeret gennem højre lårben allerede som spæd på grund af en blodprop.

“Det er så fedt, det her,” stråler han. “Jeg har haft protese siden jeg var 14 dage gammel, men aldrig rigtig fået nogen træning. Jeg dyrker sport, men det er først de sidste par år, jeg er begyndt at træne for eksempel hoften, for at kunne blive bedre til at gå på protesen.”

Klar forventning

Hans muskuløse overkrop afslører at både styrketræning og svømning i Århus optager meget af hans tid, men han har også et helt klart ønske for weekenden her: “Jeg forventer at prøve et rigtig løbeben, for det har jeg aldrig prøvet,” siger han, og tilføjer med et grin: “Det hedder jo trods alt Løbeskolen.”

Meget mere end løb

Arrangementet har alle årene heddet “Løbeskolen”, men det er faktisk lidt misvisende, i forhold til, hvad det er, der foregår. Inde i hallen banker de hede rytmer ud af højtalerne og en af fysioterapeuterne dirigerer deltagerne til vrik og vrid og forvandler for nogle minutter hallen til et livligt dansegulv.

Løbeskolen motiverer

Der bliver grinet meget. Og svedt. Niels Pedersen på 36 år er fra Herning, blev amputeret gennem venstre knæ for 17 år siden efter en ulykke på knallert, og kan efterhånden kalde sig en af de garvede på Løbeskolen.

“Det er fjerde gang, jeg er med. Det er også den eneste gang om året, jeg møder andre i samme situation,” fortæller han.

Lidt træning virker

“Løbeskolen motiverer mig rigtig meget til at træne derhjemme også. Det er de simple ting som for eksempel at spænde og slappe af i stumpen, samtidig med at jeg putter børnene. Det lyder ikke af meget, men det virker. Hvor jeg før har kunnet gå 200 meter, før jeg fik syre i benet, lykkedes det mig faktisk at gå fem kilometer forleden,” siger han med et bredt smil.

Masser af gå-på-mod

Smilene sidder i det hele taget løst på de fleste deltagere. Selvom der er lagt op til hårdt arbejde fra de mange instruktører, og pauserne kun er korte og få, er luften tyk af positiv stemning og gå-på-mod.

Uden for hallen brager solen stadig ned i klatrevæggens blanke overflade, og Carsten Voss er ved at tage klatreselen af efter endnu en tur. Andre står i kø, og alle får lov at give det en chance uanset amputationsniveau, protesetype og form.

Fritidsklatrer

Lotte Hartmeyer er klatrevægsinstruktør og bruger en stor del af sin fritid på en eller anden klippe, et eller andet sted i verden. Til daglig arbejder hun som silikonetekniker på Sahva. Det er første gang både hun og en klatrevæg er med på Løbeskolen – men forhåbentlig ikke sidste.

“De er simpelthen så cool, de her mennesker,” udbryder hun. “Der har været en helt anderledes vilje og mod til at prøve igen og igen blandt deltagerne her i forhold til andre, jeg har instrueret, som havde begge ben i behold”.

Anderledes tyngdepunkt

“Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker, inden vi kom her op, for det er jo andre vilkår at klatre på, når man har enten en eller to proteser. Specielt i forhold til tyngdepunktet. Om de faldt skævt i selen, på grund af den manglende vægt i protesen, og om det derfor var nødvendigt at bruge en såkaldt hel-krop-sele”.

Særlige fødder

“En anden udfordring har været at konstruere nogle fødder, de kunne klatre på. Men det er bare gået så godt. Mange benamputerede har jo mere styrke i overkroppen, fordi de mangler et ben, og det er en fordel,” forklarer Lotte Hartmeyer.

Nok at tage sig til

I det hele taget er det meget svært at finde sure mennesker på Løbeskolen. Overalt hvor man går, fornemmer man både motivationen, nysgerrigheden og masser af kampgejst. Nogle tester løbefødder både i hallen og på stadiongræsset ved siden af. Andre sidder og snakker, kigger på de opstillede boder med proteser og komponenter, spiller bold eller kæmper sig igennem en lumsk opstillet forhindringsbane. Senere byder programmet på muligheder for fitnessmaskiner og svømning – og en superligakamp om søndagen at gå hjem på. Hvis der da ellers er flere kræfter tilbage i kroppen.

Faktaboks:

Sahva arrangerer hvert år en “Løbeskole for benamputerede”, hvor man over en weekend kan prøve en lang række forskellige idrætter af, øve gang, teknik, balance og løb og – ikke mindst – møde andre i samme situation.

Alle benamputerede mellem 15 og 60 år bliver inviteret til at deltage. Det er ikke et krav for deltagelse, at man er kunde hos Sahva.

Man kan få mere at vide om Løbeskolen ved at kontakte Sahva via www.sahva.dk eller finde Sahva på Facebook og YouTube (“SahvaTube”).

Ilden sprutter løs i gården på Frederiksberg Brandstation, men alt er under fuld kontrol. For når folkene på stationen ikke er ude og slukke ildebrande i byen, holder de kurser i huset.Click to view slideshow.Tekst og fotos af Merete Nørgaard, villakom@gmail.com

En af brandfolkene på vagten åbner vinduet på anden sal og hoster demonstrativt.

”Det lugter af arbejde!” griner han højlydt ned mod brandmand Michael Nicolaisen og de 14 deltagere, der lige nu er i gang med den praktiske del af kurset ”Brandslukning” en mild tørvejrsaften på Frederiksberg Brandstation.

De små bål og mange tænd-og-sluk øvelser har skabt et luftigt røgtæppe, der bølger frem og tilbage mellem den firlængede brandstations røde mure.

Michael Nicolaisen instruerer med entusiasme og klarhed i hvordan bålene skal slukkes, og deltagerne får på skift lov at prøve de mange forskellige virkemidler. Pulver, kulsyre, vand og tæpper.  Hver ting til sin brand!

Gryder i brand

Kurser som dette, er en stor del af Brandstationens  arbejde. Der er langt fra brande rundt i byen hver eneste dag, og mere end halvdelen af alle udrykninger er endda falsk alarm. Derfor er der både tid og energi til at afholde kurser for forskellige institutioner og foreninger. Og det er også nødvendigt.

”Jeg har haft folk på kursus, der arbejdede i store industrikøkkener, men ikke anede hvad de skulle gøre, hvis der gik ild i en frituregryde!” fortæller Michael Nicolaisen med et smil.

Frituregryder er en klassisk synder. Ofte oplever brandmændene at selvom en vaks person i køkkenet har fået lagt låg på gryden, har ilden allerede bredt sig op i emhætten og videre ud i huset. Senest var frituren skyld i at et køkken på Falkoner Allé udbrændte totalt.

Ét minut til forskel

Deltagerne i aftenens kursus er alle danskere med hus i Sverige, og kommer fra foreningen ’Danske-Torpare’.

”Det er godt nok lige at lære noget om at slukke brand, når man har et træhus langt fra både vand og brandstation,” siger en af deltagerne med et skævt smil, inden det bliver hendes tur til at rette strålen med den iskolde kulsyre hen mod spanden med brændende diesel.

Frederiksberg Brandstation er bemandet døgnet rundt, hver eneste dag hele året. Ti brandmænd – og det er kun mænd, der arbejder her! – har en arbejdsrytme der hedder et døgn på vagt, tre døgn fri. Det betyder at de skal leve og fungere i en hverdag på stationen, med mad, søvn, fritid, tv og snak; – og uanset hvad de laver, skal de alligevel være klar til at sidde i brandbilen senest ét minut efter at alarmen har runget ud i alle kroge af bygningen.

Først og fremmest liv

Efter en lille times bål og brand og røg i håret, dirigerer Michael Nicolaisen kursisterne tilbage til teorilokalet for at evaluere aftenens kursus.

”Husk nu at jeres vigtigste opgave er fuldstændig ligesom vores: I skal redde liv!” understreger han endnu engang, og deltagerne ser ud til at have forstået budskabet.

I et lokale længere nede af gangen lyder der karatebrøl og tramp i gulvet. Et andet sted går et fjernsyn, og nede i gården sidder to brandfolk på bænken og snakker.

Lige nu er her roligt. Men når alarmen går bliver alt hektisk og intenst. I ét minut.

Blåbær kan næsten det hele! Den samlede flok af helseprofeter synes slet ikke at kunne prise det nok. Blåbær er et superbær; godt for både kredsløb og hjerne; et struttende festfyrværkeri af godhed for krop og sjæl… Ja, der er endda dem, som siger, bærrene modvirker ældning! Og så kan de fryses uden at tage den mindste skade.

Tekst og fotos af Margit Nørgaard og Merete Nørgaard

Med hus i Sverige har langt de fleste torpare adgang til de søde, sunde, smukke blåbær lige uden for døren. Sæsonen varer fra juli til midt i september – og forhåbentlig nåede alle at få pæne portioner med hjem til fryseren også i år.

For blåbær gør alt det gode ved os. Giver ro til krop og sjæl, når man sætter sig midt i blåbærlunden og pukker løs til lyden af den svenske sommer; giver kræfter til krop og sjæl, når de med antioxidanter renser ud i kroppen og fornyer energien – hvadenten de bliver spist som drys på vanilieyoughurten, friskplukket fra busken, eller om de bliver spist i syltet, bagt eller saftig form.

Blåbær indeholder C-vitamin, karotin, jern og magnesium; og de bliver brugt i naturmedicin, da man mener, de både kan have en lægende og desinficerende virkning. Kogt blåbærsaft er også blevet anvendt mod diarré.

Bærrenes lidt matte overflade skyldes en hinde af voks, som lægger sig om bærret, mens det modnes. Selve bærret er blåt, mens saften og kødet kan veksle lidt over i den røde farve.

Brug løs af blåbær i både pandekager, likør, sorbet, sennep, vin og marmelade…

Og skulle du have lyst til blåbær i tærteform, kommer her opskriften på den nok lækreste tærte, der kan opdrives vest for blåbærlandet hinsidan!

Velbekomme!

NB: Bemærk, at opskriften er sukkerfri, så alle kan spise med.

Sukkerfri blåbærtærte.

ca. 400 g blåbær
50  g kokosmel
25  g mel
75  g perfect fit (sødemiddel)
75  g havregryn
1½ dl. flydende becel

Læg blåbærrene i et ildfast fad.
Saml kokosmel, hvedemel, havregryn og perfect fit i en skål og rør flydende
becel i.
Fordel den smuldrede masse over bærrene og bag tærten i ca. 25 min v/200
grader – eller til dejen er fint lysebrun.
Server kagen lun med græsk yoghurt eller creme fraiche.

Et lille blåt bonustip:

Hvis du har frosset blåbær ned til vinteren, kan du få oplevelsen af “friske” blåbær på følgende måde:

1. Tag de frosne blåbær ud af fryseren.

2. Varm mælk op næsten til kogepunktet.

3. Læg de frosne blåbær i en tallerken.

4. hæld den varme mælk over.

5. Lad det hele stå nogle minutter.

6. Blåbærrene vil være optøet og mælken afkølet.

7. Spis retten med velbehag!

Det giver et lille gib i maven, da vi runder klippens fod, og kigger op. Dér hænger det. Klosteret. Som en fed, hvid klat maling, der engang faldt ned fra himlen, og ramte den næsten lodrette klippevæg højt højt oppe. Klatten løb et stykke ned af bjergsiden, og  efterlod et kloster i et hjørne af Grækenland, som ikke har sit lige noget sted i verden.Click to view slideshow.Tekst og fotos af Merete Nørgaard, villakom@gmail.com

Klosteret, Panayia Khozoviotissa, er lige så omgærdet af mystik og uopklarede spørgsmål, som beliggenheden indbyder til at tro. Halvt bygget ind i klippesiden, halvt udenpå, tiltrækker det opmærksomheden fra både søens folk og turister på land, på den græske ø Amorgos.

Turen fra foden af klippen op ad de mange stentrapper til klosteret er hård og svedig. Den sidste trappe fører direkte indenfor murene gennem en lav dør til det mørke uvisse. Og oplevelsen er al sliddet værd. Pludselig står vi i en verden af stilhed, ukendte kringelkroge og tykke stenmure der emmer af mystik.

Hjælp fra Gud

Der sidder en lille munk på bænken i kirken, klar til fortælle til hvem, som måtte have lyst at lytte.

”Det var den hellige Jomfru Maria, der bestemte at her, skulle hendes kirke ligge,” nikker han alvorligt, mens hans mørke vagtsomme øjne følger de tre øvrige besøgende i kirkerummet.

Munken er klædt i sort kjole og kalot, med et vildt og pjusket gråsort hår og skæg, der lever sit helt eget liv. Han hæver de buskede øjenbryn med en forbløffet mine, da jeg spørger hvordan det kunne lade sig gøre, at bygge så stort et kloster helt heroppe.

”Det er bygget af sten, der er båret herop, og med hjælp fra Gud!” svarer han som det selvfølgeligste i verden.

Mystik og mirakler

Der findes ikke mange nedskrevne beretninger om klosterets historie, men lægger man de arkæologiske fund og forskellige fortællinger sammen, kan man fastslå, at det blev bygget engang i det 9. århundrede.

Legenden fortæller at en ikon af den hellige Jomfru Maria, rejste over havet hele vejen fra Khozoviotissa i Palæstina, en by i nærheden af Jeriko i dagens Israel, og landede ved klippens fod. Og skal legenden have et ekstra slag med den mytiske hale, så var det en gammel træ-ikon, der brækkede over i to dele, og begge dele rejste den lange vej over vandet, inden de mirakuløst fandt sammen præcis i havet på dette sted.

Uforstyrret liv

Munken rejser sig, og viser mig den berømte ikon. Slidt og mild ser Jomfruen ned på mig fra væggen. Skrøbelig i sin metalflade og dragende i sin placering.

Kirkerummet er omkring tyve kvadratmeter. Svalt og rustikt med udsigt udover det turkise hav, der flimrer i varmedis så langt øjet rækker.

Indtil for få år siden, var klosteret ukendt for de fleste. Den lange sø-rejse for at komme til Amorgos, og den vanskelige adgang op af bjerget, sørgede for at munkene kunne leve et stort set uforstyrret liv i mange år.

I dag standser et par busser dagligt blot 300 meter fra stentrappen, der går hele vejen op til klosteret; og kun tre munke er der tilbage.

Lokal kustode

”Vi er meget bekymrede for fremtiden!” understreger den unge mand i stuen, jeg kommer ind i, samtidig med at han byder mig et glas koldt vand, en likør og et stykke grønt gelé dyppet i flormelis.

”Der er begyndt at komme flere turister, men der kommer ikke flere munke, og klosteret får ikke støtte fra regeringen. Derfor er det svært at finde ud af, hvad der skal ske. Skal det være kloster, museum, eller skal det bare forgå?!” spørger han retorisk.

Selv kommer han fra en landsby i nærheden, og hjælper blot til på klosteret af og til. Munkene kan ikke selv overskue at guide de mange turister, og det er da også kun få rum, der i dag er åbnet for.

Han ved ikke hvor mange turister, der besøger stedet hvert år. Der bliver ikke taget entré, og donationerne er frivillige, så det bliver kun et gæt, der lander på over tusinde om året.

Hverdagens behov

Klosteret var engang stort og rigt, med jordbesiddelser på både Amorgos og mange af de øvrige øer i det Ægæiske hav. Det var en kube af summende liv og mennesker, der kunne sørge for sig selv. Klosteret havde plads til det hele.  Munkeceller, køkkener, ovne, lagerrum, bageri, vinpresser, oliepresser, kældre til de store vin- og olietønder, cisterner og brønde.  Alt sammen bygget på klippen eller hugget ind i den, for at varetage hverdagens behov i det store klosterfællesskab.

I 1952 mistede klosteret sine jordbesiddelser, og dermed forsvandt også behovet for at kunne lagre afgrøderne. I dag bliver kun få af cellerne brugt, sammen med et par rum til at spise og mødes i. Kun kirken bruges og ser ud, som den altid har gjort.

Arkitektonisk virvar

En hane galer udenfor. En flue summer i det glasløse vindue. De lyserøde blomster på træerne nikker søvnigt. Tiden er gået i stå, og er alligevel aftegnet i hver eneste sten på stedet.

Murene her har modstået krige, stenskred og tidens tand, og i dag kan enhver frit komme ind og mærke lidt af det, der var engang. De skæve gange, der snævert forbinder rummene med hinanden. De lave døråbninger, rige udsmykninger med dekorationer, hellige billeder og røgelseslamper under loftet.

Klostret  anslås at være 40 meter langt og fem meter bredt i otte etager. I virkeligheden er ingen af etagerne bygget ovenpå hinanden, men er i stedet spredt i et virvar hinsides arkitektoniske systemer.

De mange restaureringer gennem tiderne, folk der er flyttet til og fra, og de forskellige abbeders asymmetriske tiltag, gør at det praktisk talt er umuligt at kortlægge bygningen, og skelne den ene tidsperiode fra den anden.

Den gådefulde mejsel

Under loftet  i kirkerummet svajer fire røgelseslamper forsigtigt frem og tilbage. Som printet ud i sølvpapir; fint og mønstret. Soden fra lamper og stearinlys har farvet loftet sort flere steder, og de gamle ikoner er heller ikke alle helt tydelige længere.

Den gamle munk har viet sin fulde opmærksomhed til et græsk par, der spørger til en halvt bortrustet mejsel i en minimontre.  Han spjætter lidt i tydelig begejstring, da han på turbogræsk fortæller historien om mejslen.

”Først troede de, at klosteret skulle ligge helt nede ved klippens fod, tæt på havet,” ivrer han.

”Men så en dag kunne de ikke finde deres mejsel, og senere fandt man den helt heroppe på en klippehylde, og så var det jo et tegn fra Gud om at klostret skulle ligge her i stedet.”

Han smiler overbevisende og virrer lidt med hovedet.  Som med så mange andre af forklaringerne, bliver de båret af den mundtlige tradition. Båret gennem tiden, over havet, varmet af solen, hugget i stene. Noget kan bevises, andet må man bare tro.

Fakta:

Amorgos er den østligste ø i Cycladerne, (Grækenland), med 1869 indbyggere (2006).

Man kan vælge at flyve fra Athen til Naxos eller Paros, og sejle derfra til havnebyen Katapola på Amorgos. Sejlturen varer mellem 4 og 6 timer.

Fra Katapola går der dagligt busser ud til kloster-klippen; cirka 20 minutters kørsel. Klosteret ligger midt på øens sydside, og er åbent for besøgende dagligt fra 10 – 12 og igen fra 17 – 19.

Det kan være en fordel at besøge stedet om formiddagen, hvor klosteret ligger badet i solskin.

Mænd skal have lange bukser på, og kvinder skal have tildækkede skuldre og knæ.

Den engelske bog ”The Monastery of the Panayia Khozoviotissa,” af Lila Marangou, er en overskuelig og billedrig gennemgang af klostrets historie. Kan købes hos øens boghandlere.

Af Merete Nørgaard, villakom@gmail.com

Bøsser, lesbiske, transer og bier er en broget verden af mennesker med lyster i alle retninger. Men de er fælles om at skille sig ud fra flertallet, med alt dét fører med sig.

Kunstneren Gilbert Baker fra San Francisco, USA, var klar over begge dele, og til byens store Gay Freedom Parade den 25. juni 1978, designede han det flag, der siden er blevet brugt af de seksuelle minoriteter verden over som symbol på netop fællesskab og forskellighed.

Oprindeligt blev flaget lanceret med otte farver, men i dag er det mest almindelige versionen med seks farver, som også Priden herhjemme bruger det. Rød, orange, gul, grøn, blå og lilla.

Fra trekant til regnbue

Præcis hvilke tanker Gilbert Baker gjorde sig, da han sad med farveladen i atelieret, er svært at vide. Selv synes han, det lå lige for at benytte netop regnbuen til at lave noget, der kan vise forskelligheden, skønheden og glæden i LGBT universet, og det undrede ham, at ingen havde tænkt på det før. Det eneste fælles symbol homoerne havde inden flaget, var trekanten i pink, som nazisterne opfandt, for at kunne skille homoer ud fra mængden.

Flerfarvet business

I dag holdes regnbuefanen stadig højt, og også flere kommercielle foretagender kan se en god forretning i at bruge flaget. Senest er en af de store vodka-producenter gået sammen med Gilbert Baker om at designe en regnbuefarvet flaske, da flaget fyldte 30 år i 2008, ligesom symbolet flittigt benyttes af ’gay-friendly’ forretninger både i Danmark og udlandet.

Den glade farvelade:

Rød er livet.

[Liv: beståen, eksistens, livsvej, tilværelse, væren. Livet er den tilstand der adskiller det levende fra det døde]

Orange er healing.

[Healing: at helbrede, at gøre det ødelagte helt. Rekonvalescens, restitution.]

Gul er solen.

[Solsystemets centrum. Stjernen over dem alle. Energien fra solen er afgørende for næsten alt liv på jorden.]

Grøn er naturen.

[Den naturlige verden. Det fysiske og materielle univers. Naturlig: enkel, medfødt, organisk, selvfølgelig, tvangfri, ægte.]

Blå er kunst.

[En vifte af menneskelige aktiviteter og objekter. Kunst: øvelse, praksis, rutine, teknik, træning.]

Lilla er sjælen.

[Menneskets åndelige essens. Kernen i hvert individs bevidsthed om sig selv. Gejst, sind, ånd.]

Som sædvanlig er der et Pride Magasin på gaden, med artikler, billeder og store dele af programmet for den fire dage lange festivitas.

Læs hele magasinet her -

Magasinet bliver hvert år til ved hjælp af frivillige kræfter. Og masser af dem! Nyd det hele, kom med til festen og vær med til at fejre retten til at elske Click to view slideshow.Homo fra provinsen

De kommer fra alle sider. Myldrer frem fra åbne marker og lukkede skabe og sætter kursen mod hovedstaden denne ene gang om året. De dansende transer, summende bier, partylebben fra Skive og bøssen fra fyn.

Tekst og fotos af Merete Nørgaard

Provinsen er dér, hvor hovedstaden ikke er lige indenfor rækkevidde. Men når Copenhagen Pride inviterer til den årlige ugelange fest i staden, er der massiv opbakning også fra provinsen.

”Det er bare fedt at komme til København og møde andre homoer. Det er én stor fest, og alle er bare glade,” fortæller Marie Søndergaard Andersen fra Skive, der deltager i Copenhagen Pride for fjerde gang i år.

Marie og nogle gode veninder hopper på toget om fredagen og fester igennem for fuld skrue til den lyse søndag morgen.

”Der er jo ikke så mange homoer i Skive, så det er fedt at komme til København og bare opleve så mange samlet på én gang. Til Priden går jeg ikke så meget op i politik, og er mest med bare for at feste. Men jeg synes alligevel Paraden er vigtig. Det er vigtigt at vise, at vi homoer er her altså stadig, og vi har stadig nogle rettigheder at kæmpe for.”

De festglade piger springer hvert år ind i Pride paraden, hvor der nu er plads, og går med hele vejen. Oplevelsen og synet af folk der står langs vejen og vinker, smiler og klapper gør indtryk.

”Så føler jeg mig som en del af det store fællesskab. Det siger bare spar to over det hele, og det er skidesjovt,” fortæller hun begejstret med smilet plastret fra øre til øre.

Fyn i farver

Nicolai Juul er bøsse og bor i Odense. Han ligger i den engagerede ende af homolivet og har været primus motor for både en fynsk vogn i Pride paraden og foreningen Lambdas forvandling fra betonkold kælderbar til lækkert homospot i Odense.

”Priden er en vigtig dag at markere homoseksualiteten på, hvor jeg gerne vil være med til at vise, at der også findes homoer i Odense, Svendborg, eller hvor man nu kommer fra. Denne ene dag føles det som om, homoseksualitet er det primære, frem for det sekundære, og det er bare fedt at kunne være helt sig selv,” siger han.

’Lambda’ er det fynske sammenhold af seksuelle minoriteter. Sidste år havde de for første gang en lastbil med, der kunne hamle op med alle de øvrige i vogne i optoget, og mere end 100 mennesker var med til at bekende fynsk kulør hele vejen fra Frederiksberg til Rådhuspladsen.

”Priden er en kanon fest. Det er sjov, hygge og en dag, hvor man pludselig befinder sig blandt 100 andre mennesker, som man lærer at kende. Og så er det så fedt med al den opmærksomhed, man får. Folk hænger jo ud af vinduerne for at se os, og medierne skriver om det – også uden for København, så alle ved, at vi er her. Det er så fedt!” understreger Nicolai.

Både Marie og Nicolai rammer essensen af Copenhagen Pride. Festen, signalet, de mange grunde til at være med i den ugelange parade af regnbuefarver og kærlighed i luften. Den gode stemning er ikke til at slå ud af kurs, og lur mig om de ikke tager turen igen næste år. Både pigerne fra Skive, vognen fra Lambda – og måske også den unge bornholmer, der står i skabet og tripper endnu.

Da Sahva i foråret 2010 indgik et samarbejde med Diabetesforeningen, blev der udsendt en folder med Diabetesforeningens medlemsblad, for at fortælle medlemmerne både hvem Sahva er, og hvad det nye samarbejde har at byde på.

Folderen kan læses via dette link.

Hvis det skal forklares kort og enkelt, hvad fodindlæg kan gøre for kroppen – og hvilken relevans det har for ‘mig’, er det vigtigt med en grundig beskrivelse, som alligevel er præcis og imødekommende.

Teksten er formuleret som direkte tale, og pjecen endte som en fire-siders tryksag, rigt illustreret.

Resultatet kan granskes via klik-linjen her.

At skulle beskrive en farverig og vidtfavnende virksomhed som Sahva – både klinikker og butikker - har været et udfordrende og spændende projekt.

Resultatet blev denne imagebrochure, der blev trykt i juni 2010.

Processen fra de første afklaringer til det færdige produkt har været en oplevelsesrejse gennem mange meninger, stærke ønsker, forskellige opfattelser og kompromis. Alligevel er det lykkedes at nå frem til en beskrivelse af virksomhedens mange facetter, som alle kan stå inde for – og i en indpakning, Sahva føler sig tilpas med.