Den årlige parade af fest, farver og politik, der hvert år slanger sig igennem Frederiksberg og København bliver i 2010 skudt igang den 21. august.
Som sædvanlig er der et Pride Magasin på gaden, med artikler, billeder og store dele af programmet for den fire dage lange festivitas.
Magasinet bliver hvert år til ved hjælp af frivillige kræfter. Og masser af dem! Nyd det hele, kom med til festen og vær med til at fejre retten til at elske
This slideshow requires JavaScript.
Homo fra provinsenDe kommer fra alle sider. Myldrer frem fra åbne marker og lukkede skabe og sætter kursen mod hovedstaden denne ene gang om året. De dansende transer, summende bier, partylebben fra Skive og bøssen fra fyn.
Tekst og fotos af Merete Nørgaard
Provinsen er dér, hvor hovedstaden ikke er lige indenfor rækkevidde. Men når Copenhagen Pride inviterer til den årlige ugelange fest i staden, er der massiv opbakning også fra provinsen.
”Det er bare fedt at komme til København og møde andre homoer. Det er én stor fest, og alle er bare glade,” fortæller Marie Søndergaard Andersen fra Skive, der deltager i Copenhagen Pride for fjerde gang i år.
Marie og nogle gode veninder hopper på toget om fredagen og fester igennem for fuld skrue til den lyse søndag morgen.
”Der er jo ikke så mange homoer i Skive, så det er fedt at komme til København og bare opleve så mange samlet på én gang. Til Priden går jeg ikke så meget op i politik, og er mest med bare for at feste. Men jeg synes alligevel Paraden er vigtig. Det er vigtigt at vise, at vi homoer er her altså stadig, og vi har stadig nogle rettigheder at kæmpe for.”
De festglade piger springer hvert år ind i Pride paraden, hvor der nu er plads, og går med hele vejen. Oplevelsen og synet af folk der står langs vejen og vinker, smiler og klapper gør indtryk.
”Så føler jeg mig som en del af det store fællesskab. Det siger bare spar to over det hele, og det er skidesjovt,” fortæller hun begejstret med smilet plastret fra øre til øre.
Fyn i farver
Nicolai Juul er bøsse og bor i Odense. Han ligger i den engagerede ende af homolivet og har været primus motor for både en fynsk vogn i Pride paraden og foreningen Lambdas forvandling fra betonkold kælderbar til lækkert homospot i Odense.
”Priden er en vigtig dag at markere homoseksualiteten på, hvor jeg gerne vil være med til at vise, at der også findes homoer i Odense, Svendborg, eller hvor man nu kommer fra. Denne ene dag føles det som om, homoseksualitet er det primære, frem for det sekundære, og det er bare fedt at kunne være helt sig selv,” siger han.
’Lambda’ er det fynske sammenhold af seksuelle minoriteter. Sidste år havde de for første gang en lastbil med, der kunne hamle op med alle de øvrige i vogne i optoget, og mere end 100 mennesker var med til at bekende fynsk kulør hele vejen fra Frederiksberg til Rådhuspladsen.
”Priden er en kanon fest. Det er sjov, hygge og en dag, hvor man pludselig befinder sig blandt 100 andre mennesker, som man lærer at kende. Og så er det så fedt med al den opmærksomhed, man får. Folk hænger jo ud af vinduerne for at se os, og medierne skriver om det – også uden for København, så alle ved, at vi er her. Det er så fedt!” understreger Nicolai.
Både Marie og Nicolai rammer essensen af Copenhagen Pride. Festen, signalet, de mange grunde til at være med i den ugelange parade af regnbuefarver og kærlighed i luften. Den gode stemning er ikke til at slå ud af kurs, og lur mig om de ikke tager turen igen næste år. Både pigerne fra Skive, vognen fra Lambda – og måske også den unge bornholmer, der står i skabet og tripper endnu.
